Erindringer om Skallerne i Ulbjerg

1950 - ?

 Christian Verner Christensen (Fynboen)

I 1950 flyttede min far fra Gammelmarken, Vissenbjerg Sogn på Fyn. Med sig havde han min mor Gudrun og sine 2 piger, Gurli (2 år) og Sonja (1 år).

Familien havde hørt, at der kunne graves strandskaller ved Limfjorden. Skallerne skulle bruges som fodertilskud til høns.

Først boede de i Klotrup, og købte derefter hus i Ulbjerg. Huset fik senere navnet ”FYNBO”. Navnet var skrevet med muslingeskaller, som mor og far en nat, uden tilskuere, satte på husmuren.

Far havde købt rettigheder af en landmand, så han på et afgrænset areal kunne grave muslingeskaller op.

Han byggede et lille træskur, og beklædte det med papirsække som han påsmurte med tjære. Skuret brugte han, når han skulle spise sin madpakke eller spise havregryn, som han altid havde i skuret. Mælk og saftevand på flasker med patentprop, blev hejst ned i en bæk, eller sat langt ind i en stak skaller for at holde sig kølig.

 Triøren

For at komme ned til muslingeskallerne, skulle et græs- og jordlag fjernes. Derunder lå skallerne i alle mulige størrelser, med sand imellem, så det dannede et tykt lag.

Far lavede den berømte ”triør”, som er en 6 kantet tromle. Rundt om tromlen var der sat 3-5 net med hver sin maske størrelse. Nettene var lavet af hønsetråd. Når tromlen, som blev trukket af en petroleumsmotor kørte rundt, blev sand, store og små sten siet fra.

Det var helt nyt for de øvrige skallegravere, så de kunne ikke lade være med at kigge i smug for at se hvad manden fra Fyn gik og lavede. Når far var taget hjem, skulle de da også hen og kigge på sagerne. Jeg ved ikke hvordan far opdagede det, men sådan har han fortalt det.

Endelig oprandt den dag da ”triøren” skulle startes, og de andre gravere kiggede spændt med. De var helt sikre på, at dette mærkelige apparat aldrig ville komme til at køre.

Det startede da heller ikke første gang. En eller anden rem sprang, så far måtte cykle til Gedsted for at få den repareret.

Deraf fik far tilnavnet ”den skøre Fynbo”, som så senere blev forkortet til ”Fynboen”

Tørring

Skallerne blev gravet op og smidt i triøren, og efter endt sining spredt ud på jorden i et tyndt lag for at kunne tørre. Når de var tørre blev de revet sammen i en stor bunke, og et nyt tyndt lag blev spredt ud.

På grund af pladsmangel, blev en del skaller lagt i store stakke for at tørre. Når så de yderste skaller var tørre, blev de med en rive revet fra, så næste lag kunne tørre. De store skaller blev knust med en tromle. I dårligt vejr og om natten blev stakkene dækket til med presenninger.

Sække pakning

Alle de tørrede skaller blev nu samlet i en stor stak foran en stor mur (træplade), som havde et hul i bunden.  

Skallerne var klar til at blive pakket i sække.Til at fylde sækkene havde far ombygget et tærskeværk, som nærmest lignede et Pariserhjul.

I stedet for gondoler, havde han påsat kopper (skåle), og når hjulet kørte rundt kom kopperne igennem hullet i muren, og samlede på den måde skallerne op. Den sidste smule sand blev siet fra, og kopperne hældte så skallerne ned i en sæk, som stod på en vægt i den anden ende af Pariserhjulet.

Man skulle naturligvis holde øje med, at der hele tiden var skaller ved hullet.

Når sækken vejede 50 kg., blev den taget af vægten, og en ny sæk blev sat på. Sækken blev lukket med sejlgarn (selvbindersnor), og far havde på forhånd gjort antal sække og snore klar, så det passede til den enkelte ordre.

Vi børn havde som opgave at klippe sejlgarnet i den rette længde, som far havde målt op. Det var ca. en armslængde. Far købte det i store ruller, ligesom landmændene gjorde.

Salg

Skallerne blev som sagt brugt til høns, som skulle have kalk til æggene. Ordrerne kunne være fra 1 sæk og opefter.

Af købere kan bl.a. nævnes Vognmand Adolf Andersen fra Gedsted. En af hans chauffører hed Karl Egon.

En anden køber eller chauffør var Åge Bech fra Ulbjerg.

Arbejdere

På et tidspunkt havde far 8-10 ansatte.

Bl.a. Evald Fjeldsø, Rønning Bech, Niels Jensen (kaldet Hankatten), Alfred Nielsen (kaldet Ræven), Peter Søby og hans bror Niels (?). og min bror Jens Laurits

Fortæller

Sonja Pehrson (Christensen), med hjælp fra mine søskende Gurli, Betty og Jens Laurits

Klik på billederne for at gøre dem større eller kør musen over billedet for at læse teksten