Fra Mergelbanens tid

I tiden 1. Verdenskrig havde landbrugerne her på egnen fået deres mergel fra Kølsen og det skete med jernbanen Viborg – Løgstør til Aalestrup station. Når en mand havde bestilt mergel til sine marker, så fik han gerne besked et par dage i forvejen og så mødte alle hans naboer med en vogn og et spand heste og hjalp til med at få banevognen tømt, for det skulle helst ske på en dag. Da dette arbejde var meget slidsomt, opstod ønsket hos egnens land mænd om at føre mergel direkte til deres jorder. Til dette formål kunne de nu få sagkyndig bistand, idet det danske Hedeselskab, der var blevet oprette i 1866 af E. M. Dalgas, og Vesthimmerlands Landboforening oprettet i 1907, kunne medvirke med råd og vigtige oplysninger. Landboforeningen havde endvidere antaget Niels Vester som planteavlskonsulent og han havde desuden et landbrug i nærheden af Keldgårdsminde, som han drev ved siden af at være konsulent.

Disse faktorer har sikker været medvirkende til, at en stor kreds af egnens landmænd samledes i Ulbjerg Forsamlingshus og blev enige om oprettelsen af ”Ulbjerg og Omegns Mergelselskab”. Det skete i efteråret 1913. Et udvalg af interesserede forelagde resultaterne af de forskellige undersøgelser og tegningslister for distriktsbestyrer Olesen fra Hedeselskabet i Viborg, som viste noget om, hvorledes sporlægningen kunne være fra det store mergelleje, som fandtes på Præstegårdens mark ude ved Ulbjerg Klint. Denne mergel var af god kvalitet. Hedeselskabet havde foretaget prøveboring og analyser i foråret 1913 og fundet et indhold på 35 – 40 % kulsur kalk. Man blev enige om, at den billigste måde at transportere merglen ud til de forskellige lodsejere på, var at få den bragt ud med bane og tipvogn, således at de fleste kunne få leveret tæt på sin egen mark.

Netop i disse år fra 1910 til 14 rasede Mergelfeberen i de vest- og midtjyske egne. – Således kan man læse i Viborg Stifts Folkeblad den 10. april 1912 at stikordet er ”Mergel”. Kan man ikke tale med den vest- eller midtjyske bonde om andet, så nævn blot ordet Mergel, så går samtalen helt af sig selv, for alle var interesserede i Mergel.  – Det er derfor ikke så underligt, at også bønderne i Vesthimmerland lod røre på sig og det viser også, at med sammenhold og god vilje kunde dette store projekt, som blev vedtaget hin dag i Ulbjerg, komme til udførelse.

Arbejdet med banens anlæggelse og mergelens udkørsel blev overdraget til det store entreprenørfirma ”Hofmann og Sønner”. De rådede desuden over gravemaskiner og alt det nødvendige materiale til banens anlæggelse. Alt materialet til banens anlæggelse kom med toget til Aalestrup St. og herfra blev der lagt et spor til Bygum, Klotrup, Gørup og videre til mergellejet ved Ulbjerg Klint. Det var et meget stort arbejde, der her blev sat i gang, ca. 50 mand var i arbejde med sporlægning i de forskellige sogne med alle de sidespor, der skulle til. Hovedsporet var det, som gik fra Bygum til Ulbjerg og derfra gik så sidesporene.

Lokomotiv: Hanomag

Mergeltog ved Lynderupgaard

SJAKBAJSEN

Da alt materialet: sveller, skinner, tipvogne og de små lokomotiver var bragt til Bygum og videre frem, så blev sporet til Aalestrup staks taget op og brugt længere fremme på linien. Da alle tipvognssporene var færdigbygget, kunne leveringen af mergelen begynde og det skete i forsommeren 1914.

For at dette kunne ske, skulle der jo også penge til og det skete på den måde, at man optog et lån, - hele foretagenet var anslået til at ville koste mellem en 1/4 og 1/2 million kroner og de forskellige kommuner stod som garanter for lånets sikkerhed og desuden ydede staten også et tilskud. Derefter måtte de enkelte lodsejere tilbagebetale lånet over en nærmere fastsat periode. Prisen på mergel var dengang omkring 10-15 kr. pr. kubikfavn og rente på lånene var ansat til 3% årlig.

Det kunne jo ikke undgåes, at der opstod flere episoder under kørslen i hverdagen, fordi både heste og kreaturer var meget bange for toget, når det kom dampende hen ad skinnerne. Engang havde de gode Klotrup gårdmænd besluttet, at de ville ud at se mergellejet i Ulbjerg og det skete jo med hestevogn - en Charaban med 6 mand i. Da de kom ud på Fjelsø Vesterhede, så mødte de mergeltoget og så blev hestene bange, hvilket resulterede i at de kørte i grøften og væltede. Det gik ikke så galt, som det så ud til. En af dem fortalte bagefter, at 2 af dem stadig havde ild i piben og en vendte det hvide ud af øjnene, men ellers skete der dem intet. De fik omsider vognen på ret køl igen og fortsatte turen mod Ulbjerg. En anden gang rev nogle tipvogne sig løs, mens de læssede af og da det skrånede nedad, løb vognene af sig selv helt ned til endesporet i Bygum.

Det sket også engang at et af lokomotiverne gik i stykker og ikke kunne repareres på stedet. Der måtte så skaffes et andet lokomotiv og det kom med jernbanen til Aalestrup St. men så var problemet med at få det ud til sporet i Bygum. Der fandtes jo ingen lastbiler eller lignende køretøjer, som kunne fragte det, men man fandt på råd. Der blev udlagt et hold tipvognsskinner, som lokomotivet så kørte ud på og endnu et spor blev så lagt foran og lokomotivet kørte frem på det. Derefter blev så det bagerste lagt foran igen o.s.v. Det var jo noget, der tog lang tid og der skulle 12 mand til at bære skinnerne frem med 6 mand på hver side og frem kom de langt om længe.

Hele det store foretagende varede knap 2 år og da det var slut blev sporene taget op og den store gravemaskine i mergelgraven ved Ulbjerg Klint blev fjernet.

Til slut en notits fra en avis: Ulbjerg og Omegns Mergelselskab afholder sin afsluttende generalforsamling i Ulbjerg Forsamlingshus den 21. februar 1925, hvor der vil blive taget bestemmelse om Reservefondens deling - iøvrigt sædvanlig dagsorden. - Bestyrelsen -.

Efter denne annonce kan man vist gå ud fra, at lånene er indfriet og selskabet opløst.

(Dette er en forkortet udgave af historien, som den er beskrevet af Henry Bisgaard. Den uforkortede udgave kan læses på Lokalhistorisk Arkiv i Ulbjerg)

1932

Fra toppen:

Rønning Bech

Anton Nielsen

Forpagter Chr. Christensen

Aage Bech

Visti Bech

Villy Bech

ca 1935

Manden i bilen er Sognefoged Chr. Mortensen

De 2 andre er ukendte


Din overskrift
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk