Der omfatter Lynderup by og Nr. Rind beliggende i Rinds Herred 20 km nord for Viborg er et anneks sogn til Ulbjerg.
Navneendelsen –rup er en afledning af –torp der betyder bebyggelse eller by og er betegnelsen for en ny bebyggelse der er udskilt fra en anden bebyggelse, her er der efter alt at dømme tale om Nr. Rind. Forstavelsen udrinder af lund, der betyder den skov der i sin tid voksede på stedet. I Lynderup har man hovedsageligt levet af studehandel og fiskeri.
Lynderupgårds historie kan skrives helt tilbage til 1362, da Valdemar Atterdag udstedte tilladelse til en gård i Lynderup. Gården tilhørte Viborg Bispen, der brugte den som en slags sommerresidens.
Reformationen gjorde imidlertid en ende på dette ejendomsforhold, og Gården var et stykke tid Kongens ejendom. Kongen solgte den til lensmanden Christoffer Rosenkrantz. Overleveringer vil fortælle at Skipper Clement nedbrændte gården i 1534. I 1556 opførte Rosenkrantz den hovedbygning der står der i dag. Gården var i adeligt eje indtil 1667 , hvor der blev gjort udlæg overfor Eggert Abildgaard, der nu var ruineret. Nu gik gården over på borgerlige hænder. Den første blev Claus Christensen Reenberg, der var søn af en herredsfoged, han blev senere borgmester i Viborg.
I 1828 overtog bondeslægten Kieldsen, Lynderupgård, der drev den indtil 1981, vel nok den slægt der indtil nu har haft det længste ejerskab, over 150 år.Man ved, ud fra nogle gamle regnskaber , der har været drevet teglværk på gårdens jorde i midten af 1800 tallet.Teglværkets skæbne ligger lidt hen i det uvisse. I 1981 blev Lynderupgård solgt til Hans Egeskov, senere solgte den til Ole Phillipsen der i 1995 solgte den til Kirsten og Ove Glerup, og nu begyndte der virkelig at ske noget på den gamle herregård. Restaureringen gik i gang og en meget omfattende reparation begyndte såvel udvendig som indvendig, så gården i dag står som et mønstereksemplar for hvordan restaureringsarbejde kan og bør udføres, dette udmøntede sig da også i at ægteparret Glerup i år 1998 fik Møldrup Kommunes byggepris og i år 2000 fik overrakt Europa Nostra prisen af H.K.H prins Henrik. Gården rummer i dag et lille privat museum i den gamle østfløj. Der er ikke offentlig adgang til gården, men en rundtur i parken kan aftales med Kirsten og Ove Glerup, hvor man også kan se Danmarks ældste Vandkunst der løber året rundt,og har gjort det i århundreder, med det klareste kildevand, en kopi af den står i Den Gamle By i Århus . Gården har de sidste år dannet ramme om en del herregårdskoncerter, og danner også ramme for slægtstræf for familien Kieldsen
Blev besluttet bygget i 1866 på et forstanderskabsmøde, hvor sognepræsten G.Preyss fremfører følgende:
I anledningen af min opfordring gjennem skoledirictionen at indkomme med forslag om skolevæsnets ordning i Rind-Lynderup Skoledistrikt erkjendtes ønsket om at få egen Skole for Lynderup Bye for berettiget, og var mere villige til at overtage udgifterne ved en ny Skoles opførelse. Men da det ved at vælge en Plads i nærheden af Kirken vilde være muligt, at sikre Sognet et aftrædelsessted, hvortil der føltes haardt trang for Gudstjenestens skyld, besluttededes det at andrage paa, at den nye Skolebygning indrettedes saaledes at den foruden at afgive Bolig for en Skolelærer-som hvilken fremdeles for Skolelæreren i Rind maatte gælde- dog kunde indeholde en tarvelig Beboelseslejlighed for et Par enlige Folk, der imod at have Bolig der og maaske Brændsel,kunde overtage den enligt beliggende Skoles Rengøring og Opvarmning og tillige sikre de Kirkesøgende og Børn,der bringes til Kirke, et Tilflugtssted i umildt Vejr og navnlig om Vinteren. Man mente at den ringe Forøgelse af Skolevejens Længde for Børnene vilde opvejes af at Skolelæreren fik en saa meget kortere Vej, men navnlig at det store Gode for alle Sognets Beboere, at faa et Ly i Kirkens umiddelbare Nærhed. Godsbestyrer M.Kieldsen ytrede, at en Plads i Nærheden af Kirken sandsynligvis kunde faaes, og paapegede en saadan.
Skolestuen skulle rumme en skolestue til 15 børn, forstue samt lejlighed , rum til brændsel, latriner m.m. tillige en tarvelig lejlighed til et par enlige folk.
Skolen havde hidtil haft til huse i en stue i en bondegård i Lynderup, hvor lejemålet blev opsagt pr. 1.novb. 1867. Skolen eksisterede indtil 1960, hvor børnene kom til Ulbjerg Centralskole.
Lynderup Kirke
Ligger på en ås, der skyder ud i Hjarbæk fjord, og som de fleste landsbykirke på en bakke , så den kan ses vidt omkring. Kirken er bygget af granitkvadre dog er tårnet bygget af munkesten og er forsynet med spidsgavle i bindingsværk, der minder om Lynderupgårds hovedbygning. I flere århundrede har kirken hørt under godset, og herremanden har hermed forstået at sætte sit præg på kirken.
Lynderup kirke overgik til selveje i 1925, men inden havde familien Kieldsen til Lynderupgård og Nørreris ved tinglysning sikret sig ret til at bruge familie gravstedet på kirkegården. Går man ind i kirken finder man på gulvet en malmklokke fra 1600 tallet. Klokken blev overgivet til kirken af familien Kieldsen da de solgte gården, men forinden har den levet en lidt omskiftelig tilværelse, oprindelig var den en ganske almindelig madklokke på godset Hjermeslevgård ved Brønderslev, Datteren herfra ,Else Kruse, giftede sig med Valdemar Daa der ejede Lerkenfeldt, i 1702 forærede ejeren af Lerkenfeldt klokken til Vesterbølle kirke,, men her har den nok været for undseelig og er gået tilbage til Lerkenfeldt, og da både Lerkenfeldt og Lynderupgård ejedes af Kieldsen familien , må den sikkert herfra være gået til Lynderupgård ,for endelig at ende i Lynderup Kirke.
I kirkegårdssiden mod Lynderupgård finder man den gamle kirkelåge , der fører til en nu tilgroet sti mod Lynderupgård. Mange har sikkert betrådt denne sti i tidens løb , nok ikke af herskabet , der sikkert har kørt standsmæssigt til kirken, men tjenestefolk og fæstebønder har slidt den. Stien er i dag ufremkommelig , men man har arbejdet med tanken om at genetablere den. Lågen eller portalen , den er der stadig. Man ved der har været munke ved kirken, måske endog begravet der. I 1949 blev der på kirkegården, et stykke i jorden fundet et såkaldt relikviekors, som munkene brugte. Korset er ca 4 cm på hvert led og af sølv. På forsiden er ophøjet relief af den korsfæstede Kristus, på bagsiden i øverste gren en lille lem til relikvierummet, da man fandt korset indeholdt rummet en lille træsplint, der siden er bortkommet. Engang mente man det var en splint af Jesu kors, men det er vel bare et stykke almindeligt træ , måske velsignet af paven. Korset opbevares i dag på Nationalmuseet.
For ca 275 år siden var Lynderupgårds ejer Jens Reenberg i tårnrummet med en glarmester fra Viborg, da en rude var gået i stykker , Reenberg havde adskillige gange ladet den reparere af en lokal håndværker , men den gik ret hurtig itu igen, så nu måtte en ekspert kigge på sagen.
Glarmesteren kunne hurtigt give et svar på problemet : Der meget enkelt, igennem den rude har ”kirkegrimet” sin gang. Da grundvolden til kirken i sin tid blev lagt, nedgravede man et kreatur for at give kraft og lykke til kirken, så når der er en rude i må den nødvendigvis knuse den.
Glarmesteren satte nu en ny rude , hvor han i den ene side satte en smal rude i, som han straks slog i stykker, Nu kunne ”kirkegrimet” komme igennem her, og den store rude forblev hel: Historien er fortalt af Christen Testrup, der havde den fra Jens Reenberg.
Hjarbæk Fjord Golf Club.
Et tiltag der blev taget af de to søstre Signe Jensen og Gerda Ibsen , der fik den ide at lave deres barndomshjem, Stavild Møllegård, om til en lukrativ golfbane med 27 huller og klubhus og restaurant, der i dag er et yndet spisested . Golfbanen blev indviet 8.August 1992. Der hersker vist ingen tvivl om at Golbanen er medvirkende til det store sommerhusbyggeri der er sket indenfor de sidste 10 år, så der nu er en hel ferieby.
Nørreris
En udløber af Lynderupgård er gården Nørreris, der oprindelig var fæstegård under Lynderupgård, der i 1850èrne blev overtaget af en af Kieldsen brødrene, Peder Kieldsen. Bygningerne var ved overtagelsen i meget dårlig stand,og Peder Kieldsen gik i gang med at bygge en helt ny gård,også dengang var der brug for at bruge udenlandsk arbejdskraft, der blev hyret 17 finner og svenskere til at forestå bygningsværket , der bestod af tilhuggede kampsten , der blev slæbt sammen og tilhugget af de 17 ”fremmedarbejdere”. Resultatet blev da også en smuk firelænget kampstensgård. I 1976 brændte avlsbygningerne til den flotte gård og der blev bygget en ny moderne gård. Stenene fra den brændte gård blev transporteret til Vesterhavet , hvor de blev anvendt til bølgebrydere.
I over 150 år er Nørreris stadig i Kildsen slægtens eje , nu af ægteparret Eva og Niels Kieldsen,og drives med svineproduktion, som det sidste nye tiltag er der oprettet en ”Put andTake” sø i nogle dejlige omgivelser.
En lille landsby og dog delt mellem 2 sogne, Låstrup og Lynderup. Sognegrænsen går igennem byen, endda sådan at en beboer sover i et sogn og spiser i et andet.
Navnet Rind stammer sandsynligvis fra en høvding af samme navn.
Rind har sandsynligvis været hjemsted for herredstinget (Rinds Herred) der senere er blevet flyttet til Skinderupbro. Byen har som de fleste landsbyer haft alt hvad der var nødvendigt for en landsby. Skole, Forsamlingshus, Missionshus, Fattighus, Købmand. Brugsforening, Telefoncentral, Smed, Tømrer, El. installatør. Byen fik sin første købmand i 1870. I 1891 kom Brugsforeningen.
Som det er gået med mange af disse små landsbyer, er det meste af det forsvundet. I dag er tilbage af erhverv: 3 tømrere, 1 murer, forskellige værksteder, maskinstation, elforretning (incl. hårde hvidevarer), frisør, pakketransport, korn- og foderstoffirma
Forsamlingshuset står tilbage og er samlingspunkt for den ellers så aktive by. Byen har fostret den nu afdøde skuespiller Henry Jessen , mest kendt fra ”Fiskerne”.
Byen i dag: et smukt anlæg og sø. Har sin egen lille lokal ”avis” der udgives i 140 eksemplarer 3 gang årligt.
Fakta om Lynderup Sogn
Areal: 1991 ha. Befolkning .1801:258, 1850:277, 1901:424, 1930:481, 1955:418
