Heksen Karen Ulbjerg  

Netop i årene op mod 1620 kunne man nok have brug for gudfrygtighed på Lynderupgård, og i øvrigt over det meste af landet. I disse år nåede hekseprocesserne flere steder det mest voldsomme omfang. Efter at man med Reformationen i 1536 havde erklæret, at der nu ikke længere var nogen kirke mellem den enkelte og Gud, fulgte af denne erklæring, at der heller ikke længere var nogen kirke mellem den enkelte og Djævlen, som straks begyndte at fare omkring over alt, for at vinde sjæle for sin ondskab. Det skete også på Lynderupgård.

Året efter , at Verner Parsberg havde skænket den fine altertavle til Lynderup Kirke, trådte Verner Parsbergs repræsentant, ridefoged Jens Lauridsen, den 14. august 1619 frem på Viborg Landsting, for at føre sagen mod Karen Nielsdatter Ulbjerg til ende. Et 12 mand stort kirkenævn i Lynderup Sogn havde beskyldt og ved ed oversvoret Karen Ulbjerg for at være troldkvinde, en heks. Hele sagen blev udførligt og behørigt behandlet ved Rinds Herreds Ting og nedskrevet i et tingsvidne, hvorpå herredsfogeden havde dømt Karen Ulbjerg til bålet. En så alvorlig sag kunne imidlertid ikke føres til ende lokalt. Det var Landstinget i Viborg, der skulle træffe den endelige afgørelse om, hvorvidt Karen Ulbjerg var skyldig eller ikke skyldig. De langvarige og pinagtige forhandlinger ved Viborg Landsting, i det store hele en gentagelse af proceduren ved Rinds Herreds Ting, tog derfor deres begyndelse her i august 1619.

I og for sig var der ikke så meget at være i tvivl om. Karen Nielsdatter Ulbjerg lignede tilsyneladende den typiske heks i tiden: En fattig kvinde, ringeagtet og rapkæftet, tiggende og tyvagtig, trodsig og truende når det kom over hende, og af folk på egnen tillige betragtet som lidt af en klog kone, der kunne mere end sit Fadervor. Det var alt sammen forhold, der nok kunne vække mistanke, men inden man kunne lade konen bestige bålet måtte der naturligvis mere tungtvejende beviser på bordet. Det kom der så.

Til en start blev det ved Viborg Landsting fremført, at Karen Ulbjerg kort efter Sankt Hans 1619 en tidlig morgen var blevet opdaget i Lynderupgårds kostald, hvor hun var i færd med at malke køerne. Det var ladefogeden Jens Pedersen der opdagede hende, og tilsyneladende har den gode mand følt sig utryg ved situationen, for da hun ikke ville svare på hans spørgsmål om, hvem der havde givet hende lov til at malke køerne, havde han forladt stalden og gået omkrig i ladegården, indtil ”gårdens kvinder kom ud fra borggården, vandt vindebroen ned og gik ud til stalden.” Men heller ikke da gårdens kvinder kom ind i stalden svarede Karen Ulbjerg dem; hun løb blot sin vej. Inden da havde hun dog mødt en anden af gårdens folk, nemlig Christen Christensen, der også havde passet Karen Ulbjerg op inde i stalden, og på hans spørgsmål havde svaret, at hun ikke vidste hvem der havde givet hende lov til at malke køerne, men at hun nu havde malket dem alle, på fire nær. På landstinget ville Karen Ulbjerg hverken svare ja eller nej til denne beskyldning, men indskrænkede sig til at bede om nåde; hun har formodentlig mærket, hvilken vej vinden blæste.

Det med den ulovlige malkning kunne nu være, hvad det var. Betydeligt mere belastende var det, at en af de køer, hun havde malket, var død omkring ti dage senere, og at karlen Christen Christensen siden havde set nogle harer på Lynderupgårds mark. Harerne havde gjort mærkelige krumspring, og den gode Christen havde ikke kunnet jage dem bort med hverken råb eller sten. Dét var hårde indicier, thi enhver vidste jo, at troldkvinder havde det med at omskabe sig til harer. Og så var det i øvrigt ikke kun køerne på Lynderupgård, som Karen Ulbjerg tog sig den frihed at malke. Også andre af egnens gårde besøgte hun, uindbudt, og her stod det til tider værre til: Man fik uheld med køer og kvæg, med mælk og smør, sygdom og død ramte besætningerne, og da man ikke kunne finde en naturlig forklaring vidste man ”ingen anden at beskylde for disse ulykker end Karen Ulbjerg.” Til disse beskyldninger havde Karen svaret, uden pres eller pinsel, som det anføres, at hvis hun havde gjort det, var det af vanvittighed, dvs. mangel på omtanke, så helt at udelukke muligheden for troldmandskunster gjorde hun heller ikke selv. Et andet belastende forhold i forbindelse med Karen Ulbjergs forkærlighed for andre folks kostald var, at hun til tider havde mødt op rundt på gårdene i Lynderup sogn, og forsøgt at true sig til adgang til køer, kalve og mælk, dels ved at hævde, at fik hun ikke adgang skulle hun sørge for, at køerne ikke længere gav mælk, men lod man hende komme ind skulle alt blive godt igen.

Men det var ikke kun fæ, Karen Ulbjerg lod sine trolddomskunster gå ud over. Også folk ramtes af hendes ondskab. Det gjaldt f.eks. for Poul Jensen, der i 1616 var kommet op at skændes med Karen Ulbjerg, som havde lovet ham skam, og ni dage senere var Poul Jensen kommet til at slå låret i stykker på en tyr; et uheld, som kun Karen Ulbjerg kunne bære skylden for. Endnu værre var det, når Karen Ulbjerg også lod sin ondskab ramme mennesker på sjæl og krop. Et vidne kunne berette, at Karen Ulbjerg var kommet til ham en nat i drømme, slået ham og vredet hans hals om, så han var øm endnu tre-fire dage senere. Og podemesteren, dvs. gartneren, på Lynderupgård Hans Henriksen kunne fortælle, at han tidligt om morgenen og sent om aftenen havde set Karen Ulbjerg komme ud af ladegårdsporten på Lynderupgård med en stor tung kærnekande på hovedet, mens Jens Madsen kunne berette, at hans søn Mads Jensen havde været oppe at skændes med Karen Ulbjerg i en stue på Lynderupgård, og samme Mads Jensen blev nogen tid senere ramt af ”adskillige store og forfærdelige sygdomme… hvoraf han straks ved døden måtte undergaa.” En kvinde, som også havde været oppe at toppes med Karen Ulbjerg, blev ramt af ”…stor og besværlig sygdom, så hun ikke siden har haft sit helbred og for sin skrøbeligheds skyld sjældent kom til deres sognekirke, hvad… naboer og grander saa vel som doktor og badskær i Viborg… nok som vitterligt var.”

Det var ikke småting, Karen Ulbjerg kunne præstere. En ko fik hun til at følge sig, så langt tøjret var, og da det slap op stod den og brølede efter hende. En nat opstod et voldsomt rummel og bulder i porten på Lynderupgård, og straks derefter ramte en stor ulykke gården kreaturer. Da rummel og bulder et par uger senere gentog sig, var det herregårdens høns det gik ud over. Hanen galede midt om nat5ten, og hønsene drattede ned fra deres pladser, fem for aldrig at komme til live igen. Alt sammen ulykker, man tilskrev Karen Nielsdatter Ulbjergs onde virke.

Til alt dette kom så, at Karen Ulbjerg den 27. juli 1619 var blevet afhørt på Lynderupgård, og sandsynligvis ved den lejlighed var blevet underkastet tortur, selv om man strengt taget ikke måtte underkaste mistænkte ”pinligt forhør”, før den endelige dom forelå. Derefter måtte man torturere troldkvinden, for at vride navne på medsammensvorne ud af konen, men noget tyder på, at man har opfattet skyldsspørgsmålet som afgjort på et tidligt tidspunkt i denne sag. I hvert fald havde en række vidner i Lynderupgårds borgstue hørt Karen Ulbjergs klage og bekendelse: Hun havde bedt til Gud med opstrakte hænder, og sagt at hun måtte brænde i helvedes svovl om ikke hun talte sandt, og vidnerne havde ment, at hun ikke kunne leve et kvarter længere, om hun ikke var kommet med sin bekendelse, hvilket Karen Ulbjerg da også selv tilstod. Under forhøret havde andre hekse, dvs. Karen Ulbjergs medsammensvorne, haft deres djævle på hende, og hun havde følt det som havde de hendes tarme på kroge og ville vride dem ud af livet på hende.

De medsammensvorne, som Karen Ulbjerg angav, var Anna Ulf og hendes datter Karen Ulf, som havde bistået Karen Ulbjerg, og som nu blev hvirvlet ind i en ny sag. Bl.a. havde Karen Ulf og Karen Ulbjerg sammen nedgravet en gryde i Lynderupgårds port i 1616, og siden også i gårdens kostald. Anna og Karen Ulf blev da taget i forvaring i Lynderupgårds ”fangetårn”, formodentlig i kælderen i den nu nedbrudte portbygning, og her tog Anna Ulf sig selv af dage med en kniv, efter i desperation at have spurgt datteren om ikke hun ville slå sin moder ihjel inden hun tog sit eget liv, for at undgå en frygtelig død. Det ville Karen Ulf ikke, og hun blev da også siden dømt uskyldig i sin moders død. I det hele taget var man i samtiden opmærksom på, at hekse i ondskab under pinligt forhør ville forsøge at rive andre med i faldet. Denne omstændighed, og så det forhold, at en almindelig træthed og lede ved de galoperende hekseprocessor netop i årene efter 1620 begyndte at brede sig til hele landet, har sikkert været medvirkende til Karen Ulfs milde skæbne.

For Karen Nielsdatter Ulbjerg var udfaldet af sagen imidlertid sikkert. Der var mange stærke og overensstemmende vidneudsagn mod hende, og noget realistisk håb om frifindelse kunne hun næppe nære, Karen Ulbjerg indskrænkede sig da også til at love, at hvis hun slap fri ville hun aldrig mere hverken komme i Lynderupgårds stald eller udøve trolddom. Dette løfte, i hvilket jo indgik en tilståelse af netop at have udøvet trolddom, bekræftede kun vidneudsagnene, og landstingets dom lød derefter. Landstinget fandt efter gennemgangen af sagen ingen grund til at ændre nævningenes dom, og kort efter har bålet flammet op ved Rinds Herreds Tingsted Her, ”en halvt musketskud Øster for Skindersbro,” havde man rettersted og galgehøj. Her blev Karen Nielsdatter Ulbjerg brændt på bålet, som den skinbarlige heks man havde dømt hende til at være.